×
Webshop for private

Åbent hus og esportsevent for alle

Onsdag d. 19. februar 2020

Esport1 

Den 7. marts 2020 slår A/S Ovethis Odense-afdeling dørene op for offentligheden og byder i samarbejde med Odense Esport på esportsoplevelser i særklasse! Formålet er at give alle, der har lyst til at være med, et indblik ’bag kulisserne’ i esportens såvel som dæksalgsvirksomhedens verden. Der kommer bestemt ikke til at være mangel på aktiviteter, men derimod oplevelser for alle!


Esport… Har du nogensinde oplevet magien og stemningen under en af den slags turneringer, hvor der ikke fysisk kastes med bold eller brilleres med en ketcher eller hockeystav – men hvor aktiviteterne foregår i et virtuelt univers bag en skærm? Hvis ikke, så skal du slå til nu. For dæksalgsvirksomheden A/S Ovethi har slået sig sammen med Odense Esport om en event, hvor du kan komme meget tættere på den hastigt voksende sportsgren. Resultatet er en åbent-hus-dag i Ovethis Odense-afdeling, hvor alle er velkomne – børn, unge og voksne – og hvor der bliver fuld knald på aktiviteterne og oplevelserne for alle!

Lokalt samarbejde for vækst, udvikling og relationer

”Vi har en klar retning og ambition om at vækste vores forretning, og vi tror på, at gode oplevelser, relationer og åbenhed er et stærkt skridt i dén retning,” siger Thomas Thinggaard, der er administrerende direktør i A/S Ovethi – Dansk Dæk Service, der i dag har 12 afdelinger fordelt over hele landet. ”At tilbyde oplandet til vores lokale afdelinger gode, spændende og udviklende oplevelser er således en del af vores marketingstrategi. I Odense er vi så heldige at have en virksomhed, der arbejder for at udvikle og fremme esporten som disciplin, både for amatør- og professionelle hold samt regulær træning og ikke mindst events. Dét vil vi rigtig gerne bakke op om og være en del af – og derfor har det været helt naturligt for os at indgå et samarbejde med firmaet.”

Foreløbigt betyder det samarbejde, at Ovethi og Odense Esport afvikler et stort event i Ovethis Odense-afdeling den 7. marts 2020, hvor alle er velkomne.

Action-packed dag med show og aktiviteter for alle

”Det bliver en totalt action-packed dag med fokus på show og aktiviteter i relation til esport,” forklarer Thomas Thinggaard. ”Der vil blive afviklet turneringer og konkurrencer med hjælp fra esports-instruktører, publikum vil kunne følge med på de store skærme, der monteres i dagens anledning – og derudover håber vi bare på, at rigtig mange mennesker, unge såvel som ældre, vil mærke suset fra en sportsgren, som vi ser så mange muligheder og potentiale i.” Odense Esport opsætter i dagens anledning hele 8 spillestationer, så alle, der har lyst til at prøve kræfter med sporten, kan komme til.

”På alle spillestationerne vil der være mulighed for at vinde fede præmier hele dagen,” siger Aske Kiær Isaksen, der er salgs- & eventchef hos Odense Esport.

På dagen kan de gæster, der kommer forbi, deltage i en lang række konkurrencer for alle aldre, hvor man bl.a. kan vinde et 2-turs gavekort til prøvetræning hos Odense Esport, tøj, sodavand samt et gavekort på 2000 kr. til køb af Dunlop-dæk hos A/S Ovethi. Dagen vil også byde på tilbud på dæk og alufælge til den kommende sæson, og Karvil Biler udstiller biler i personvognshallen.

Aske slutter: ”Derudover vil nogle af vores egne professionelle spillere samt Odense Boldklub Esports spillere besøge dette event.”

Åbent hus og esport - facts

Alle - børn, unge og voksne - er velkomne til eventen, der finder sted den 7. marts 2020 kl. 10-14 hos A/S Ovethi på Hvidkærvej 36 i Odense SV. Der vil være pølser fra pølsevogn samt vand/øl til alle.

For mere info, kontakt venligst:

 
Fotos: Odense Esport.

Om Ovethi: A/S Ovethi - Dansk Dæk Service blev grundlagt i 1954 og beskæftiger i dag godt 70 medarbejdere, fordelt på koncernens 12 afdelinger over hele landet - i Hjørring, Randers, Uldum, Grindsted, Varde, Kolding, Sønderborg, Holstebro, Gelsted, Odense, Ringe og Herlufmagle. Virksomheden importerer og markedsfører alle anerkendte kvalitetsmærker inden for dæk, fælge og hjul til alle formål. Til personbiler, motorcykler og varevogne, lastbiler, landbrugsmaskiner samt industrien – en gros såvel som detail. Virksomheden er lagerførende inden for så godt som alle typer dæk og dækker hele landet via et net af butikker og rullende serviceværksteder. A/S Ovethi har branchens nyeste og mest moderne udstyr og lægger altid vægt på muligheder og løsninger, når de hver dag bringer gejst samt stor viden og knowhow i spil i branchens bedste kunderådgivning. A/S Ovethi driver også webshoppen dæk.dk med salg af dæk til private og firmaer.

Om Odense Esport: Odense Esport blev stiftet i 2016 og har siden stiftelsen drevet professionelle esport teams, udviklet state-of-the art undervisningskoncepter og udviklet innovative events. Herunder Fortnite Fever og FIFA Fever, som afvikles rundt i hele landet. I alt har Odense Esport 20 medarbejdere fordelt på administrative medarbejdere, eventmedarbejdere, esport-trænere samt spillere.

 

(Pressemeddelelse udsendt d.d.)



Spørg os -
vi kontakter dig

Ønsker du at blive kontaktet, kan du skrive dit navn og telefonnummer i felterne herunder. Så kontakter vi dig hurtigst muligt!