HUSK: Sommerdæk om sommeren
Søndag d. 9. juli 2017
Juni måned - flere end 456.000 danske personbiler på vinterdæk – skidt for miljøet, dårligt for sikkerheden og spild af penge.
Længere bremselængde og mindre stabilitet på vinterdæk om sommeren
Når det bliver rigtig varmt, vokser bremselængden med vinterdæk betragteligt i forhold til sommerdæk. Ved en lufttemperatur på 35 grader kan bremselængden med vinterdæk være op til 16 meter længere ved 100 km/t. Hertil kommer, at vinterdæk er mindre stabile i kurver, når bilen er fuldt lastet, hvilket betyder mere ustabil kørsel i de lange motorvejskurver. Kombineres dette endvidere med for lidt luft i dækkene, forstærkes risikoen for ulykker – især i sommerperioden, hvor der ofte er ekstra ferievægt på bilen.
Dårligt for sikkerheden og for pengepungen
Vinterdæk slides mere end godt er i sommervarmen og kan give problemer, når temperaturerne er høje og ofte runder de 20 grader Celsius. Vinterdæk er udviklet til koldt vejr, og derfor forringes både bilens stabilitet, bremseevne og evnen til at modstå akvaplaning, når vinterdækkene bruges på sommervarme veje. Endvidere vil vinterdækkene så være alvorligt slidt, når næste vinter kommer, og det kan blive ekstra farligt, hvis man tror, at de stadig er i god stand.
”Så endnu engang er rådet til bilisterne at skifte til sommerdæk nu – det er ikke for sent! Det gavner både sikkerheden og pengepungen. Den kendte tommelfingerregel om vinterdæk om vinteren og sommerdæk om sommeren gælder stadig," siger Kenneth Saust, formand i Dækimportørforeningen.
456.000 stadig på vinterdæk
Spørger man bilisterne pr. telefon om deres dækvalg, så er det tydeligt, at manglende viden om dækvalg med stor sandsynlighed er kendetegnende for mange bilister. Her svarer nemlig kun 8 procent ud af 1.082 bilister, at de stadig kører med vinterdæk. De faktiske tal, når man fysisk ser på bilerne, viser desværre en væsentlig større andel af biler på forkerte dæk.
4.634 personbiler blev besigtiget 23 forskellige steder i Danmark i uge 26. Optællingen viser, at 18 procent af personbilsvognparken stadig kører på vinterdæk. Denne gang var der marginal forskel mellem landsdelene, idet 19 procent kørte på vinterdæk på Sjælland og 18 procent i Jylland.
Dækrazzia bekræfter manglende viden
”Tidligere dækrazzia-aktioner har vist, at manglende bevidsthed om korrekt lufttryk i dækkene generelt er udbredt blandt de danske bilister,” siger Volker Nitz, direktør i Dækbranchen Danmark.
Kombinationen af både forkerte dæk og for lidt luft går ud over sikkerhed og økonomi. Dækkene slides hurtigere, brændstofforbruget forøges, og vinterdækkets levetid forkortes endvidere med cirka 10 procent, når man kører med dem i den varme årstid. ”Det er på alle områder sund fornuft at skifte til de rigtige dæk efter årstiderne,” udtaler Volker Nitz afslutningsvis.
Når de rigtige dæk er monteret, kan tre simple huskeregler øge sikkerheden yderligere:
- LUFTTRYK – Tjek dæktrykket hver 14. dag. Det gavner ikke kun sikkerheden men også pengepungen og miljøet i form af sparet brændstof.
- INSPEKTION – Tjek dækkenes tilstand for skader. Dæk med revner eller buler skal repareres eller udskiftes af en fagmand.
- VEJGREB – Kontrollér mønsterdybden med jævne mellemrum. Mønsterdybden bør ikke komme under 3 mm, da evnen til at aflede vand mindskes, jo mindre mønster dækket har tilbage.
(Kilde: Dækimportørforeningen).