A/S Ovethi – Dansk Dæk Service starter året med opkøb
Onsdag d. 5. februar 2014
(Pressemeddelelse)
Dæk-virksomheden A/S Ovethi i Gelsted på Vestfyn udvider sin forretning. Virksomheden overtager pr. 1. marts det velfungerende dækfirma - Vestjysk Vulkanisering / Point-S i Holstebro. Med købet kan Ovethi imødekomme områdets stigende efterspørgsel fra såvel erhverv, landbrug og industri som private.
Efter ca. 46 års virke med salg, service og montage af dæk på adressen Nybovej 16 i Holstebro har Peter Borreskov Laursen valgt at sælge sin virksomhed Vestjysk Vulkanisering / Point-S til A/S Ovethi – Dansk Dæk Service.
Peter Borreskovs forretning er byens ældste dækbutik og har eksisteret siden 1960 – Peter selv har været ansat siden 1968 og overtog forretningen fra sin far i 1990. Årsagen til salget er, at Peter Borreskov inden for en overskuelig fremtid ønsker at nyde sit otium.
Bedre service til vognmænd, erhverv, industri og landbrug
Salgschef & medejer Thomas Thinggaard udtaler ”Vi har igennem længere tid ønsket at få en større afdeling i området omkring Holstebro for bedre at kunne opretholde serviceniveauet for vore kunder. Bl.a. de vognmandskunder, som kører i hele landet. Dem kan vi servicere hurtigere hvis de har brug for hjælp i dette område. Vi har desuden mange landbrugskunder i området, og her vil vi også kunne yde en endnu bedre service – bl.a. i form af døgnservice. Ligeledes vil erhvervskunder generelt, herunder også industrien, kunne nyde godt af vores service.
Ikke i konkurrence med autobranchen
Også privatkunderne og autobranchen i området vil kunne nyde godt af opkøbet. ”Vi ser Holstebro som en by med et kæmpe potentiale inden for salg og service, når det gælder personbiler”. ”Dette gælder både private forbrugere, men i høj grad også autobranchen, hvor vi vil arbejde på at opnå et godt samarbejde med dæk og fælge på engros markedet. ”Ovethi beskæftiger sig ikke med mekanisk autoservice og konkurrerer dermed ikke mod autobranchen. ”Det er udelukkende dæk, fælge og service vi beskæftiger os med. Vi glæder os til at komme endnu tættere p å kunderne i området omkring Holstebro,” slutter Thomas Thinggaard.
Om A/S Ovethi
A/S Ovethi - Dansk Dæk Service blev grundlagt i 1954 og beskæftiger i dag 70 medarbejdere. Virksomheden importerer og markedsfører alle anerkendte kvalitetsmærker inden for dæk, fælge og hjul til alle formål. Til personvogne og varevogne, lastbiler, landbrugsmaskiner samt industrien – engros såvel som detail. Virksomheden er lagerførende inden for så godt som alle typer dæk, og via et net af 12 (snart 13) butikker når Ovethi rundt i hele landet. Ovethi har branchens nyeste og mest moderne udstyr og lægger altid vægt på muligheder og løsninger, når de hver dag bringer gejst samt stor viden og knowhow i spil i branchens bedste kunderådgivning.