×
Webshop for private

Ny viden: Vinterdæk det rette valg

Tirsdag d. 11. november 2014

Skærmbillede 2014-11-11 Kl . 23.22.56

Stor test af FDM viser, at vinterdæk er det eneste fornuftige valg om vinteren. Dækimportørerne bakker helt op om FDMs arbejde.

(pressemeddelelse fra Dækbranchens Fællesråd)

 

Kan man forsvare at køre på sommerdæk om vinteren? Et stort flertal af Danmarks bilister mener nej, men et betydeligt mindretal kører ikke desto mindre på sommerdæk i vinterhalvåret. Nu er der imidlertid kommet nye og troværdige data på bordet, der helt klart dokumenterer, at vinterdæk er det eneste fornuftige valg om vinteren.

"FDM foretog i vinteren 2013-14 et stort antal bremsetest, hvor man sammenlignede vinterdæk og sommerdæk. Testen bekræftede, hvad alle ved, at vinterdæk er totalt overlegne, når føret er virkelig dårligt, som sne og is. Men testen slog også en pæl gennem myten om, at sommerdæk er bedre på våd vej," fortæller Dækimportørforeningens formand Kenneth Saust.

FDMs test dokumenterede, at der er ret ubetydelige forskelle mellem vinterdæks og sommerdæks bremseevne på våd og tør vej om vinteren. Vinterdæk er lidt bedre på våd vej, sommerdæk lidt bedre på tør vej. Det er første gang, at der i Danmark er foretaget videnskabelige test, hvor vinter- og sommerdæk sammenlignes direkte på samme tid og dermed under de samme vej- og vejrforhold.

"FDMs test bekræfter til fulde dækimportørernes holdning om, at det rette valg er sommerdæk om sommeren og vinterdæk om vinteren. Vi er meget tilfredse med, at FDM har foretaget denne store investering af tid og ressourcer i en test på det niveau," siger Kenneth Saust.

Dækimportørforeningen er tilhænger af en ny lovgivning om vinterdæk, således at bilisterne skal benytte vinterdæk, når føret tilsiger det. "En sådan lovgivning vil stadig gøre det muligt at køre med sommerdæk på bilen om vinteren, men vil man køre ud under vinterlige forhold, så man have vinterdæk på. Det er det eneste fornuftige valg om vinteren," slutter Kenneth Saust.

* * * * * 

Dokumentation:

1. FDMs rapport om vinterdæk på personbiler i Danmark

FDM udgav i sommeren 2014 rapporten "Vinterdæk på personbiler i Danmark – Test af forskelle mellem sommer- og vinterdæk på danske veje i typisk dansk vinterklima."

Målet var at kortlægge forskellen mellem sommer- og vinterdæk i typisk dansk vinterklima på en typisk dansk landevej, og FDM målte bremselængder på to typer sommerdæk og to typer tilsvarende vinterdæk på to forskellige biltyper.

Målingerne fandt sted under tre typiske vejrtyper, -5 til 0°C, 0 til +5°C og over +5°C. Som vejtype brugte FDM en ganske almindelig vandret landevej med normal asfaltbelægning, hvor man bremsede lige inden en rundkørsel.

Man benyttede to forskellige meget solgte biltyper i hver to eksemplarer, den ene bil på sommerdæk, den anden på vinterdæk. Den ene biltype var en VW Golf, og de to biler var monteret med henholdsvis Continental ContiEcoContact 205/55 R16H sommerdæk og Continental ContiWinterContact TS850 205/55 R16H vinterdæk.

Den anden biltype var en Hyundai i30, og de to biler var monteret med henholdsvis Hankook Kinergy ECO 195/65R15 91H sommerdæk og Hankook winter i*cept RS 195/65R15 95T vinterdæk.

Alle testede dæk havde en mønsterdybde på mellem 6 og 8 mm.

Alle test blev foretaget af FDMs rutinerede testkørere. ABS-bremsesystemet gik i funktion på samme måde hver gang, og man benyttede GPS-baseret måleudstyr, der måler bremselængden fra præcis 80 km/t til 0 km/t.


2. FDMs testresultater

Hyundai i30, bremsning fra 80 km/t, bremselængde i meter

 

Vinterdæk

Sommerdæk

Indeks*

6A. Tør vej (+16˚C)

25,9

24,0

107,9

5A. Næsten tørt (+5˚C)

26,6

25,2

105,6

4A. Fugtigt 0˚C

28,8

30,6

94,1

3A. Sne/fugtigt EFTER saltning (-3˚C)

34,5

40,2

85,8

2A. Sne/fugtigt FØR saltning (-3˚C)

46,2

66,2

69,8

1A. Sne (-3˚C) (NB: 50 km/t)

29,8

52,2

57,1

 

VW Golf, bremsning fra 80 km/t, bremselængde i meter

 

Vinterdæk

Sommerdæk

Indeks*

5B. Tør vej (+8˚C)

24,7

23,0

107,4

4B. Tør vej (+4˚C)

24,9

21,5

115,8

3B. Fugtigt (+5˚C)

26,8

27,4

97,8

2B. Regn (+2˚C)

26,5

27,8

95,3

1B. Fugtigt/saltet (-2˚C)

26,7

29,2

91,4

* Vinterdæks bremselængde i % af sommerdæk, se forklaring under punkt 5.

 

3. FDMs konklusion

Tendenser:

  • Våd vej: Op til 30 % kortere bremselængde med vinterdæk end med sommerdæk.
  • Snedækkede veje: Vinterdæk bremser op til 44 % kortere end sommerdæk.
  • Helt tørre veje over fem grader: Sommerdæk bremser i snit 9 % kortere (2,1 meter).
  • Føret er vigtigere end temperaturen:
    · Tørt, så er sommerdæk bedst
    · Fugtigt, så er vinterdæk bedst


4. FDMs anbefaling

  • Kør altid med vinterdæk om vinteren.
  • Kør ikke med sommerdæk i vinterføre.
  • Undlad at køre på vinterdæk om sommeren.


5. Dækimportørforeningens forklaring til indeks

Kolonnen "Indeks" i tabellen er Dækimportørforeningens måde at måle forskellen mellem vinterdæk og sommerdæk på. Hvis dæk A er bedre end dæk B i en given test, så må dæk B omvendt være ringere end dæk A. Men forskellen i procent er ikke den samme. Med test 1A som eksempel kan man sige, at vinterdæks bremselængde her udgør 57,1 procent af sommerdækkets (29,8 : 52,2 x 100 = 57,1). Vinterdækkets bremselængde er med andre ord 42,9 procent bedre eller kortere (100 – 57,1 = 42,9). Men omvendt er sommerdækkets bremselængde i samme test 75,1 procent længere eller ringere (52,2 : 29.8 x 100 = 175,1). Blander man bevidst eller ubevidst begreberne "bedre end" og "dårlige end", kan man komme til en misvisende fortolkning af et givet resultat. Dækimportørforeningen har derfor valgt her at udtrykke vinterdækkets bremseevne som en procent af sommerdækket, for at undgå sammenblanding af "bedre end" og "dårlige end".

Desuden gør Dækimportørforeningen opmærksom på, at en given procentstørrelse ikke nødvendigvis udtrykker en dramatisk forskel i faktisk bremseevne. I test 6A ser man, at sommerdæk på tør vej ved +16˚C har en 7,3 procent kortere bremselængde end vinterdæk. Den reelle forskel på vejen er blot 1,9 meter. Men i test 1A, hvor der på snedækket vej bremses fra blot 50 km/t mod ellers 80 km/t ved -3˚C, har vinterdæk en 42,9 procent kortere bremselængde end sommerdæk. Målt på vejen er forskellen hele 22,4 meter. En forskel, der virkelig tæller.

Man kan derfor sige, at FDMs test viser, at så længe føret er nogenlunde manerligt, så er forskellene mellem vinterdæk og sommerdæk små, men når det bliver rigtig glat, så er forskellene meget store til vinterdækkets fordel.


6. Dækimportørforeningens kommentar til FDMs resultater, konklusioner og anbefalinger

Dækimportørforeningen bakker 100 procent op om FDMs resultater, konklusioner og anbefalinger i rapporten "Vinterdæk på personbiler i Danmark – Test af forskelle mellem sommer- og vinterdæk på danske veje i typisk dansk vinterklima."

Resultaterne afspejler, hvad testkørere, motorjournalister og erfarne bilister altid har sagt ud fra deres køreerfaring; nemlig at vinterdæk er det rette valg om vinteren, mens sommerdæk er det rette valg om sommeren. Nu har FDMs test dokumenteret det samme, og testen rammer først og fremmest en pæl gennem myten om, at sommerdæk skulle bremse bedre om vinteren på våd vej end vinterdæk. Testen viser det modsatte: Vinterdæk bremser bedre på våd vej.

FDMs test viser endelig, hvilket organisationen selv udtrykkeligt gør opmærksom på, at føret i vinterperioden spiller en større rolle end temperaturen. Sommerdæk bremser fremragende på tør vej, også i frostgrader. Men vinterdæk bremser næsten lige så godt. Det er først ved sommerlige temperaturer, at vinterdæk bremser betydeligt dårligere på tør vej.

Derfor bakker Dækimportørforeningen helt og totalt op omkring FDMs anbefaling om altid at køre med vinterdæk om vinteren, om ikke at køre med sommerdæk i vinterføre samt endelig om at undlade at køre på vinterdæk om sommeren.

7. Hvor mange kører på sommerdæk om vinteren?

En del bilister kører på sommerdæk om vinteren. Enten fordi de synes, det er fornuftigt, eller fordi de ikke har lyst eller råd til at bruge penge på at få de rette dæk på bilen. Dækimportørforeningens årlige dæktælling i januar 2014 omfattede knapt 5.000 personbiler, og den viste, at 16 procent af personbilsbilisterne stadig kørte på sommerdæk, selv om føret og årstiden klart pegede på vinterdæk. Det svarer til cirka 357.000 personbiler.

 

* * * * * 

 Denne pressemeddelelse er udsendt af Dækimportørforeningen.

Dækimportørforeningen består af de førende importører af dæk til det danske marked. Det er Bridgestone, Continental, Goodyear Dunlop, Michelin, Pirelli, Vredestein og Yokohama. Der er en række overvejende mindre brands, der ikke er medlemmer i foreningen.

Formand: Kenneth Saust, Yokohama Danmark as. 

 

Spørg os -
vi kontakter dig

Ønsker du at blive kontaktet, kan du skrive dit navn og telefonnummer i felterne herunder. Så kontakter vi dig hurtigst muligt!