×
Webshop for private

Ovethi støtter Team Rynkeby - Henrik cykler for kritisk syge børn

Mandag d. 25. januar 2021

 IMG 5474A

 

Ovethi støtter meget gerne en god sag, så da Henrik Holmegaard kom forbi for at høre, om vores firma ville være med som sponsor hos Team Rynkeby i år igen, takkede vi ja. De penge, som Team Rynkeby-rytterne samler ind via deres sponsorer, går ubeskåret til børn med kritiske sygdomme og deres familier.


”Da jeg ansøgte og siden fik at vide, at jeg var blevet optaget på Team Rynkebys hold ’Trekanten’, skulle cyklen og formen lige støves af,” indleder Henrik Holmegaard, der til daglig er anlægsgartner og driver Holmegaard Anlægsgartner i Brenderup på Vestfyn. Henrik havde nemlig ikke cyklet siden skoletiden, så der var ikke umiddelbart mange kilometer i benene.

Det bliver der dog rettet op på nu, hvor han – med afsæt i masser af træning - skal tilbagelægge 1200 kilometer på ’jernhesten’ til sommer som en del af Team Rynkeby-setup’et.

Hvad er Team Rynkeby?
Team Rynkeby er et europæisk velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier. Løbet består af cirka 2.400 motionscykelryttere og 550 hjælpere fordelt på 59 lokale hold fra Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne, Island, Tyskland og Schweiz. De deltagende ryttere er udvalgt blandt tusindvis af ansøgere, som har søgt arrangørerne om lov til at deltage i cykelturen til Paris og træningen op til denne event. Heriblandt altså Henrik.

”Ingen bryder sig om at se syge børn”
Om sit engagement i Team Rynkeby fortæller Henrik: ”Jeg synes, det er et supergodt koncept at samle penge ind til børn, der ikke har det godt, og det falder mig derfor meget naturligt at støtte denne sag. Ingen bryder sig om at se syge børn, så hvis jeg kan gøre noget, gør jeg det meget gerne,” forklarer han om sin motivation for at deltage i Team Rynkeby, som Ovethi valgte at donere en sum penge til, da Henrik henvendte sig om sagen.

Henriks firma, Holmegaard Anlægsgartner, har i alle årene støttet Team Rynkeby med sponsorater. Og nu bliver det altså med mester selv i sadlen også.

Masser af træning
”Fordi jeg faktisk ikke har cyklet hele mit voksne liv, skulle jeg lige i gang igen. I starten nagede tvivlen lidt, men da jeg kom godt i gang med at træne, kunne jeg mærke, at jeg godt kan klare den 1200 kilometer lange tur til Paris,” fortæller Henrik. ”Lige nu træner min makker og jeg en gang om ugen, men pr. første marts skalerer vi træningen op til tre gange ugentligt, så vi – når vi runder første april - er oppe på 100 kilometer om ugen. Når vi når til maj, cykler vi 200 kilometer om ugen.”

Planen var egentlig, at holdene skulle træne i større grupper, også for at øge synligheden om sagen, men på grund af forsamlingsforbuddet for grupper på over fem personer er det p.t. ikke muligt.

Der bliver en tur i år!
Sidste år blev turen til den franske hovedstad aflyst pga. Corona, men i år bliver der en tur i uge 28. ”Om den kommer til at gå til Paris, er mig bekendt endnu ikke 100% sikkert, men ellers bliver det sandsynligvis i Danmark, Sverige eller Tyskland,” forsikrer Henrik. Så træningen fortsætter på en opadgående kurve – for benene skal være klar, så turen kan gennemføres.

Donationerne går ubeskåret
Uanset hvor Team Rynkeby-rytterne cykler hen til sommer kan sponsorerne godt regne med valuta for pengene. Team Rynkeby-donationerne kommer typisk på plads på den måde, at cykelrytterne selv finder sponsorer, som donerer penge, der går ubeskåret til de organisationer, som Team Rynkeby støtter. I Danmark støtter Team Rynkeby Børnecancerfonden og Børnelungefonden, og i 2020 donerede Team Rynkeby 65,5 mio. DKK til organisationer, der hjælper børn med kritiske sygdomme - heraf gik de 20 mio. DKK til Børnecancerfonden og Børnelungefonden i Danmark.

”Jeg synes, det er fantastisk, at pengene går ubeskåret til de organisationer, Team Rynkeby støtter. Alle vi ryttere står selv for udgifterne til tøj, udstyr, forplejning og hotelovernatninger undervejs på turen, så det er 100% ubeskårede donationer, der er tale om. Det kan faktisk ikke gøres bedre,” pointerer Henrik.

Den personlige faktor
Ud over at træningen og den lange afsluttende cykeltur foregår i en god sags tjeneste, så får Henrik også selv meget ud af udfordringen: ”Der er helt klart en personlig faktor i det her også. Det er sjovt og spændende at arbejde sig op til en god form, og så glæder jeg mig rigtig meget til den tilfredshed, jeg vil føle, når jeg har gennemført. Samtidig er det fantastisk at opleve sammenholdet mellem os ryttere indbyrdes, så jeg er sikker på, at jeg tager en masse gode relationer med mig videre i fremtiden,” slutter han.

Her hos Ovethi ønsker vi Henrik, hans hold og alle de andre ryttere masser af held og lykke med træningen og turen, som forhåbentlig kommer til at gå direkte til Champs-Élysées i den franske hovedstad – med supergode ben! Good luck!



Spørg os -
vi kontakter dig

Ønsker du at blive kontaktet, kan du skrive dit navn og telefonnummer i felterne herunder. Så kontakter vi dig hurtigst muligt!