Ovethi – Dansk Dæk Service får ny servicepartner i Lem
Onsdag d. 21. april 2021
AB Auto Service ApS i Lem er netop blevet udpeget som ’Ovethi Servicepartner’ og bliver dermed Ovethis ’forlængede arm’ i Lem og omegn. Virksomheden fortsætter som hidtil, men forhandler nu også Ovethis produkter, har adgang til Ovethis lager og kan desuden bruge Ovethis fagfolk som kolleger og sparringspartnere efter behov. Og dét betyder endnu bedre service til kunderne i området!
Der bliver nu adgang til endnu flere produkter og services i relation til dæk og fælge i Lem og omegn. AB Auto Service ApS på Nylandsvej 12 har nemlig indgået en servicepartneraftale med dæksalgsvirksomheden Ovethi – Dansk Dæk Service, der har 11 egne afdelinger fordelt over hele landet, dog ikke i Lem. I tilgift til egne afdelinger har de til gengæld en række såkaldte ’servicepartnere’ i byer, hvor de ikke selv er til stede.
Herom forklarer Thomas Thinggaard, der er administrerende direktør i og medejer af Ovethi: ”At vi har indgået en servicepartneraftale med AB Auto Service betyder kort og godt, at firmaet bliver Ovethis ’forlængede arm’ i Lem og omegn. Formålet er, at vi gensidigt kan hjælpe hinanden i området til gavn for alle typer kunder – fra private og erhverv til landbrug og industri - når de har brug for assistance med dæk og fælge.”
Endnu flere muligheder til kunderne
”AB Auto Service har som autoværksted selv masser af ekspertise inden for dæk. Men qua den nyvundne nemme adgang til dels Ovethis produkter og lager, dels Ovethis specialiserede kompetencer og knowhow inden for dæk og fælge, er der ingen tvivl om, at kunderne nu får endnu flere muligheder, end de tidligere har haft,” uddyber Thomas Thinggaard.
Et løft til den eksisterende butik
Om den nye servicepartneraftale siger Bjarne Sørensen, der ejer og driver AB Auto Service: ”Vi er rigtig glade for vores nye aftale med Ovethi. Vi er en sund, lille butik i en god by, så det giver god mening, at vi sammen med Ovethi kan øge mulighederne og servicen over for kunderne i relation til dæk og fælge her i området. Alt andet lige giver det også vores butik et løft, at vi kan endnu mere end før, og jeg glæder mig rigtig meget til at få nem adgang til endnu flere produkter og mine nye ’kolleger’ hos Ovethi.”
”Helt enig,” siger Thomas Thinggaard. ”Vi er superglade for at have fået en aftale i hus med en god og solid virksomhed, der kan varetage vores interesser i området. På den måde styrker vi servicen både over for nye og eksisterende kunder. Er der for eksempel en af vores eksisterende kunder, der punkterer i nærheden af Lem, kan han få hjælp fra AB Auto Service frem for at skulle have hjælp fra en Ovethi-afdeling, der måske ligger længere væk.”
… også når kunderne handler i webshoppen
Serviceaftalen er også fordelagtig for Ovethis webshop-kunder. Handler kunder i Lem og omegn på dæk.dk, kan de i købsprocessen nu vælge at få leveret dæk og fælge til AB Auto Service – og evt. tilvælge montering og afbalancering samme sted. ”Set med kundens øjne er det endnu en mulighed, der ikke fandtes før,” udtaler Thomas Thinggaard.
Godt match – og vækstambitioner
Og han konkluderer: ”Vi er et godt match! Bjarne har været kunde hos os i mange år, og vores partneraftale formaliserer og fuldbyrder således de synergier, vi kan bibringe hinanden. Vi har store ambitioner om at vækste, og med Bjarne og hans butik som ny servicepartner har vi plantet endnu et lille Ovethi-flag ude i det danske land, som kan være med til at servicere endnu flere kunder i et for os ’nyt’ område.”
(Pressemeddelelse udsendt d.d.)