×
Webshop for private

Shop dine dæk fra sofaen – næsten da …!

Onsdag d. 28. maj 2014

(pressemeddelelse)

Thomas Thinggaard

A/S Ovethi satser stort med deres nye webshop DÆK.DK, hvor den almindelige forbruger kan købe dæk til sin bil. Shoppen er et blandt flere tiltag, som virksomheden har iværksat for at øge servicen yderligere og for at imødekomme forbrugerens måde at handle på i fremtiden.

 

I mere end et år har den nye webshop DÆK.DK været undervejs, men nu er den sendt i luften, og den første handel er gennemført! ”Det var stort, da den første ordre tikkede ind,” fortæller en glad Thomas Thinggaard, der er medejer af Ovethi, som står bag den nye webshop. ”At vi har været længe undervejs er dog kun et udtryk for, at vi gerne har villet gøre det hele så logisk og optimalt for forbrugeren som overhovedet muligt. Så vi har testet og testet og testet for at imødekomme de idéer og forbedringer, som vores testpersoner har fundet relevante, og det er først nu, at vi er tilfredse med resultatet og derfor glæder os over at kunne invitere den danske befolkning indenfor,” forklarer han.

 

Dæk i forskellige kvaliteter – og kæmpe videncenter

Den nye webshop bugner af dæk i flere forskellige kvaliteter – fra kendte brands som fx Bridgestone og Continental til andre gode mærker. Shoppen rummer tillige information om alle relaterede services som fx montering og afbalancering, som evt. kan bestilles sammen med dækkene, og så findes der et kæmpe videncenter, som virksomheden er særligt stolt af: ”Vi har forsøgt at samle så megen relevant viden om dæk til personbiler som overhovedet muligt – og selvom det måske ikke er det mest sexede i verden, så er det dog nyttig viden, som de fleste mennesker har brug for,” forklarer Thomas Thinggaard og tilføjer: ”At købe dæk må ikke kun handle om at finde de billigste, men også om den viden og rådgivning, der følger med. Videncenteret er en forankring af denne grundlæggende holdning.”

 

Tættere på forbrugeren

A/S Ovethi, der har eksisteret siden 1954, er allerede et kendt brand i dæk-branchen, ikke mindst i relation til dæk til landbrug, industri og lastvogne. DÆK.DK er iværksat for at styrke serviceringen af den almindelige forbruger: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at vores erklærede ambition med den nye webshop er at komme tættere på den private forbruger. Vi håber derfor, at shoppen falder i god smag hos ganske almindelige mennesker, der har brug for dæk til deres bil,” uddyber Thomas Thinggaard, der tillige forudser et stort salgspotentiale blandt medarbejdere hos de virksomheder, som A/S Ovethi allerede samarbejder med.

 

Tryghed ved internethandel

”Vi ved, at det for mange kan være lidt grænseoverskridende at købe på nettet. Vi har forsøgt at imødekomme dette dels ved nem adgang til hjælp på selve siden, dels qua det faktum, at vi jo er en fysisk virksomhed med 13 afdelinger spredt over hele landet til at yde back-up,” forklarer Thomas Thinggaard. ”Det giver tryghed både i handelssituationen og bagefter, at du altid kan få fat i et menneske. Du kan både ringe til vores webshop-kontakt eller kontakte din lokale Ovehi-afdeling.”

Selvom Thomas Thinggaard er meget tilfreds med shoppen, som for ham at se er et professionelt pift i branchen, så er der stadig plads til forbedringer. ”Vi er i A/S Ovethi skruet sådan sammen, at vi konstant forsøger at optimere. Vi vil fortsat optimere og udvikle DÆK.DK, og det næste bliver, at man også vil kunne købe fælge. Men det tager tid, fordi integrationen skal være helt perfekt,” slutter han.

Spørg os -
vi kontakter dig

Ønsker du at blive kontaktet, kan du skrive dit navn og telefonnummer i felterne herunder. Så kontakter vi dig hurtigst muligt!