Støtte til lokal speedway-klub
Mandag d. 7. juli 2014
(pressemeddelelse)
At støtte lokalsporten er afgørende for dæksalgsvirksomheden A/S Ovethi, der har hovedkvarter i Gelsted på Fyn – kun få kilometer fra Fjelsted Speedway Klub. Valget er derfor meget naturligt faldet på netop denne klub, da man var på udkig efter en samarbejdspartner til promovering af webshoppen dæk.dk.
Lugten af brændt gummi og benzinos er hverdagskost i Fjelsted Speedway Klub på Fyn. Men som i mange andre sportsgrene og -aktiviteter er der her også behov for samarbejdspartnere, for at der for alvor er gang i hjulene. I dæksalgsvirksomheden A/S Ovethi, beliggende i Gelsted på Fyn, kun få kilometer fra Fjelsted, banker hjerterne for motorsport, i særdeleshed speedway, og virksomheden har derfor valgt at støtte netop den sportsgren, da virksomheden var på udkig efter en stærk samarbejdspartner til at støtte promoveringen af virksomhedens nye webshop dæk.dk.
Lokal investering
”Vi er rigtig glade for at samarbejde med Fjelsted Speedway Klub og har indgået en 3-årig aftale med klubben”, forklarer Thomas Thinggaard, der er medejer af A/S Ovethi. ”Både jeg selv, mange af vores medarbejdere og ikke mindst en stor del af vores kunder er vilde med speedway, så det har været helt oplagt for os at se mod Fjelsted, da vi ønskede at finde en samarbejdspartner, der samtidig kan hjælpe os med at promovere vores produkter,” forklarer han. ”Vi kunne have set i så mange retninger, men har valgt at bruge pengene lokalt. For os er det rigtigt og vigtigt at holde det lokale i live, og kan vi hjælpe til dette i en gensidig interesse, så er det noget, der virkelig tæller for os,” forklarer han.
Gode oplevelser for kunder og medarbejdere
Samarbejdet med Fjelsted Speedway Klub betyder helt konkret et pengebeløb til klubben, mens A/S Ovethi får en helt anden type fordele ud af samarbejdet. ”Vi har jo først og fremmest mulighed for at få vores navn og brands gjort mere synlige for en motorinteresseret målgruppe. Desuden giver det os en masse muligheder i forhold til kunde- og medarbejderarrangementer. I og med, at vi arbejder i dækbranchen, er der rigtig mange mennesker omkring os, der er vilde med motorsport - i særdeleshed speedway - så vi er glade for at kunne tage dem med til Fjelsted og give dem en rigtig god oplevelse,” forklarer Thomas Thinggaard.
Tættere på forbrugeren
A/S Ovethi er allerede et kendt brand i dæk-branchen, ikke mindst i relation til dæk til landbrug, industri og lastvogne. Virksomheden har netop lanceret en ny webshop, dæk.dk, som er iværksat for at styrke serviceringen af den almindelige forbruger: ”Det er vores ambition med den nye webshop at komme tættere på den private forbruger, og de mennesker, vi ser og møder i Fjelsted, kunne meget vel være en del af vores målgruppe,” uddyber Thomas Thinggaard.
Billedtekst: A/S Ovethi støtter lokalsporten og har derfor indgået en 3-årig samarbejdsaftale med Fjelsted Speedway Klub. Thomas Thinggaard, der er medejer af A/S Ovethi, ses her under pointtavlen ved speedway-banen, hvor hans banner for virksomhedens nye webshop dæk.dk blafrer allerøverst.
Kontaktinformation:
Thomas Thinggaard, 23 68 58 75, tht@ovethi.dk, www.ovethi.dk, www.dæk.dk
Om Ovethi: A/S Ovethi - Dansk Dæk Service blev grundlagt i 1954 og beskæftiger i dag 70 medarbejdere. Virksomheden importerer og markedsfører alle anerkendte kvalitetsmærker inden for dæk, fælge og hjul til alle formål. Til personvogne og varevogne, lastbiler, landbrugsmaskiner samt industrien – engros såvel som detail. Virksomheden er lagerførende inden for så godt som alle typer dæk og dækker hele landet via et net af butikker og rullende serviceværksteder. A/S Ovethi har branchens nyeste og mest moderne udstyr og lægger altid vægt på muligheder og løsninger, når de hver dag bringer gejst samt stor viden og knowhow i spil i branchens bedste kunderådgivning.