Stolt sølvsponsor af Team Rynkeby
Mandag d. 24. januar 2022
Igen i år støtter Ovethi Team Rynkeby – her i 2022 som sølvsponsor af holdet i Ringe på Fyn. De penge, som Team Rynkeby-rytterne samler ind via deres sponsorer, går ubeskåret til børn med kritiske sygdomme og deres familier.
”Vi støtter altid gerne en god sag, og særligt Team Rynkebys arbejde, hvor de penge, der kommer ind, går ubeskåret til kritisk syge børn og deres familier, ligger vores hjerte meget nært,” siger Thomas Thinggaard, der er direktør i og medejer af Ovethi.
Hvad er Team Rynkeby?
Team Rynkeby er et europæisk velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier. Løbet består af cirka 2.400 motionscykelryttere og 550 hjælpere fordelt på 59 lokale hold fra Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne, Island, Tyskland og Schweiz. De deltagende ryttere er udvalgt blandt tusindvis af ansøgere, som har søgt arrangørerne om lov til at deltage i cykelturen til Paris og træningen op til denne event.
Donationerne går ubeskåret
Og sponsorerne kan godt regne med valuta for pengene! Team Rynkeby-donationerne kommer typisk på plads på den måde, at cykelrytterne selv finder sponsorer, som donerer penge, der går ubeskåret til de organisationer, som Team Rynkeby støtter. I Danmark støtter Team Rynkeby Børnecancerfonden og Børnelungefonden, og i 2021 donerede Team Rynkeby 24 mio. DKK til organisationerne.